Ungdomsroning

 

Velkommen til Københavns Roklubs Ungdomsafdelings hjemmeside. Vi er glade for at du har gidet bruge tiden på at kigge forbi. Her vil du blive opdateret med det seneste nye fra vores ungdomsafdeling og du vil kunne lægge en kommentar.

Hvis du går med planer om at prøve kræfter med roning, så skriv os en sms til Jonathan på  60 16 63 48 og oplys dit navn, alder og hvornår du gerne vil prøve at ro.
Er du mellem 13 og 18 år og har du lyst til at dyrke en sport, der både giver god motion og mange gode kammerater, så er roning i Københavns Roklub sikkert noget for dig. Vi træner hver mandag og onsdag kl. 16.30 hele året rundt: Kom forbi kl. 16.30, Tømmergravsgade 13, lige bag ved Fisketorvet eller kontakt os og hør nærmere. Husk træningstøj – du kommer ud at ro med det samme.
Den daglige træning foregår i Københavns Havn fra Slusen i Syd til Langebro i Nord langs med Islands Brygge. Vi ror i mange forskellige slags både f.eks. single-scullere, hvor du ror alene og ottere hvor I er 8 roere og en styrmand. Fælles for alle bådene er, at det er smalle kaproningsbåde. Det kræver øvelse at holde balancen, men så er der til gengæld også fart på. Klubbens trænere vil tage godt imod dig, og du behøver ikke være verdensmester fra starten. Du kommer nemlig til at ro med andre, der passer til din alder. De fleste juniorroere træner fast 2 gange om ugen. Har du lyst til mere, er det muligt at træne oftere, og du kan altid frit benytte klubbens fitnessloklaler.
I løbet af sommeren tager vi altid til en række stævner både i Danmark og undertiden også i udlandet. Om vinteren træner vi indendørs. Vi spiller hockey og laver gymnastik i vores gymnastiksal, ror i romaskiner og laver en masse vægttræning. For dem, der godt kan lide at træne, er der hvert år et indendørs danmarksmesterskab i maskinroning. Som afslutning på vinteren tager vi altid på en fælles påsketræningslejr, gerne til udlandet, hvor vi har været både i Frankrig og Tyskland for at ro.
Roning er selvfølgelig det vigtigste i en roklub. Men en roklub fungerer ikke, hvis der ikke er et godt kammeratskab. Derfor bliver der også lagt vægt på andre aktiviteter: Vi holder fester, laver grillaftener og prøver også sportsgrene, hvor andre fysiske aktiviteter end roning er på programmet
Se lige engang denne video på youtube omkring vores ungdomsafdeling! PS. Her i år 2014 har vi haft en roere der har vundet U23VM bronze samt 5 andre ungdomsroere udtaget på ungdomslandsholdet
sorø
Deltager, trænere og forældre ved Sorø regatta 2014
Fredrik Leicht vandt bronze ved U23 VM 2014 i dobbeltfire

Fredrik Leicht vandt bronze ved U23 VM 2014 i dobbeltfire