Ungdomsroning i Københavns Roklub

Er du mellem 12 og 18 år, og har du lyst til at dyrke en sport, der både giver god motion og mange gode kammerater, så er roning i Københavns Roklub sikkert noget for dig. Vi træner hver mandag og onsdag kl. 16.30 hele året rundt.

Send en sms til ungdomstræneren, Sebastian Sølve på 53 38 64 48, og lav en aftale, eller hvis du har spørgsmål.

Der er mulighed for at komme til instruktion første onsdag i måneden - MEN KUN efter aftale med Sebastian Sølve. Vi har venteliste for tiden!

Klubben ligger på Tømmergravsgade 13, 2450 København SV. – bagved Fisketorvet. 

Hvad laver vi til træning?

I rosæsonen foregår træningen for det meste i Københavns Havn fra Slusen i syd til Langebro i nord. Vi ror i mange forskellige slags både, f.eks. single-scullere, hvor du ror alene, dobbeltscullere, hvor I er 2 roere, og dobeltfirer. Fælles for alle bådene er, at det er smalle kaproningsbåde. Det kræver øvelse at holde balancen, men så er der til gengæld også fart på. Klubbens trænere vil tage godt imod dig, og du behøver ikke være verdensmester fra starten. Du kommer til at ro med andre, der passer til din alder. De fleste juniorroere træner fast 2 gange om ugen. Har du lyst til mere, er det muligt at træne oftere, og du kan frit benytte klubbens træningslokale. I løbet af sommeren tager vi til en række stævner i Danmark og undertiden også i udlandet.

Om vinteren træner vi indendørs. Vi spiller hockey og laver gymnastik i vores gymnastiksal, ror i romaskiner og laver cirkeltræning. For dem, der godt kan lide at træne meget, er der hvert år et indendørs danmarksmesterskab i romaskiner. Som afslutning på vinteren tager vi på en fælles påsketræningslejr til Tyskland for at ro.

Hvad laver vi ellers?
Roning er selvfølgelig det vigtigste i en roklub. Men en roklub fungerer ikke, hvis der ikke er et godt samarbejde og kammeratskab. Derfor bliver der også lagt vægt på andre aktiviteter. For eksempel laver vi grillaftener, træningsweekender, træningslejre og hygger efter træning i vores lokale. 

Om trænerne

Der er lige nu fem trænere tilknyttet ungdomsafdelingen i Københavns Roklub: Sebastian Sølve, Arthur Mose, Asbjørn Neumann, Villads Svane Hansen og Sebastian Bache. Alle trænere har tidligere erfaring fra roning og/eller kaproning. Flere har været på det danske ungdomslandshold og U-19 og U23 landshold, og deltaget ved mange internationale og nationale regattaer. Trænerne elsker at lære rosportens tekniske kunnen og fysiske færdigheder fra sig, og give roerne godt med udfordringer, samtidig med at det foregår i et rart, trygt og hyggeligt træningsmiljø.

Vi glæder os til at møde dig!

Se vores kontingentsatser her og hent indmeldelsesblanket (ungdom) her.

Vil du gerne i gang, eller har du yderligere spørgsmål, så kontakt vores ungdomstræner ved at sende en sms til 53 38 64 48, eller skriv en mail til ungdomstraener@koebenhavnsroklub.dk

Husk at oplyse dit navn og alder.