Københavns Roklub markerede sig flot ved årets World Rowing Masters Regatta (WRMR) i Bled, Slovenien, i midten af september, hvor 889 klubber fra hele verden deltog med omkring 7.000 tilmeldinger.
KR deltog med 28 roere, hvoraf ni KR-roere var med til WRMR for første gang. Der blev roet 1.000 meter i regattaen, og i løbet af regattaens fem dage stillede KR-roerne op 51 gange i bådklasserne ottere, firere med og uden styrmand, dobbeltfirere, dobbeltsculler, toere uden og singlesculler, søndagens mix-program og i forskellige aldersklasser.
Det blev til 7 førstepladser 🥇, 7 andenpladser 🥈 og 11 tredjepladser 🥉, og i den officielle klubstilling, World Rowing Club Trophy, sluttede KR som nr. 11 ud af 889 klubber. Flere løb blev afgjort på marginaler, og det slovenske september-vejr gav både spektakulære oplevelser, udfordringer, forsinkelser og aflyste løbsrækker, hvor fire KR‑både aldrig nåede at komme på vandet.
World Rowing Masters Regatta er verdens største regatta for mastersroere, dvs. roere over 27 år, og afholdes af det internationale ro-forbund World Rowing hver september. Næste års udgave finder sted i Varese i Norditalien d. 8.-12. september 2027.
Stort tillykke til KR's mastersroere🔥🎉 Se resultaterne fra WRMR 2026 ➡️ her
📸 Virginia Boie, og teksten er baseret på Virginias fortælling fra WRMR 2026