Lørdag aften rundede 147 KR’ere endnu en skøn sommersæson af med middag, medaljer og musik i klubbens festlokaler🎉
Efter KRs medlemmer tilsammen havde roet 150.390 km i bla. København, Berlin, Banyoles og Bornholm, og ungdoms- og mastersroerne havde høstet et hav af medaljer mellem april og oktober, var det nemlig tid til den årlige strygning af KRs stander, der markerer afslutningen af sæsonen.
Formand Birte Flæng Møller indledte aftenen med en varm tale, hvor hun bla. takkede de mange frivillige kræfter, der har bidraget til klubbens liv, fællesskab og aktiviteter gennem sæsonen – både på vandet og i klubhuset. Formandens tale satte også fokus på de sportslige resultater og klubbens fortsatte udvikling.
Under festmiddagen uddelte formanden bestyrelsens hædersbevisninger, og Rene Friis Hansen modtog Fiduspokalen for sin indsats for klubben og klublivet, Tina Espander fik Øsekarret for sin store indsats for langtursroningen, og Bodil Kryger blev tildelt KRs ærestegn for sin mangeårige indsats i KR. Hos ungdomsroerne uddelte trænere Sebastian Sølve og Sebastian Bache Fiduspokalen til Elisabeth Grydehøj Stobbe, og Ungdomspokalen gik til Johanne Ravn.
Langtursrochef Pernille Forsberg og motionsrochef Flemming Simonsen overrakte sølvårer til de 20 KR’ere, der havde roet over 1.000 km i sommersæsonen, og guldårer til de 14 KR’ere, der var nået over de 1.500 km. Sidst men ikke mindst lykønskede formanden KR’ere med runde og halvrunde jubilæer, herunder Leon Larsen, Flemming Voigt og Arvi Nilsson, der alle har 60-års jubilæum i KR i år. Nogle af de første kvinder, der meldte sig ind i KR, da dette blev en mulighed i 1975, var Lene Romar og Yvonne Bjerregaard, og sammen med Henrik Borgholt og Michael Loft Nielsen kunne de fejre deres 50-års jubilæum i KR lørdag aften.
Tak til arrangører og hjælpere for en hyggelig standerstrygningsfest 2025 💙
Selvom KR-standeren nu er taget ned for 2025, fortsætter aktiviteterne i KR for fuld styrke i vintersæsonen med ergometertræning, gymnastik, yoga, klubarrangementer og masser af fællesskab for alle aldre og motionsniveauer. Se vinterens indendørs træningsprogram her: KR Indendørstræningsplan 2025 - 2026.pdf , og vinterroerne kan genopfriske reglementet for vinterroning her: Vinterroningsreglement 🚣❄️