Copenhagen Dragon Boat Team

Copenhagen Dragon Boat Team – dragebåd for brystkræftoverlevere i Københavns Roklub.  


I begyndelsen af 2017 fik KR en henvendelse fra Kira Bloomquist, fysioterapeut og forsker i brystkræftrelateret lymfødem. Hun havde et nyt spændende projekt i tankerne som involverede kinesiske dragebåde og 22 kvinder fra København.


 

Kvinderne havde en ting tilfælles: de havde alle haft brystkræft.

Kira var bekendt med, at KR lå inde med nogle eventbåde og således blev roklubben involveret i dette spændende projekt.


 

Det tog ikke lang tid at samle holdet bestående af 22 kvinder i alderen 26-62 år. De kaldte sig Copenhagen Dragon Boat Team og oprettede foreningen Danish Dragon Abreast. Ingen af kvinderne havde tidligere padlet dragebåd.

Fra projektets spæde start trådte KR’s Flemming Simonsen til og har siden været engageret i projektet. Med stort engagement og frivillig indsats, har Flemming været teamets coach på vandet. Marianne Sonnichsen, som også er fysioterapeut og erfaring med træning af brystopererede tiltrådte projektet som supervisor.

Projektets primære mål var at træne teamet op til deltagelse i IBCPC’s Dragon Boat Festival der skulle afholdes i Firenze i sommeren 2018, altså kun lidt over 1 år senere.


 

International Breast Cancer Paddlers Commision (IBCPC) afholder hvert 4. år en stor international dragebåds Festival hvor alle deltagere, hovedsageligt kvinder (mænd kan også få brystkræft) har haft brystkræft. I hele verden benyttes dragebåden i dag som en anerkendt rehabiliteringsform. Titusindvis brystkræftoverlevere padler dragebåd i hele verden. IBCPC repræsenterer 225 medlemmer fra 24 nationer. dragebådsteam for brystkræftoverlevere og medlemstallet er fortsat stigende.

Copenhagen Dragon Boat Team et det første og eneste danske dragebådshold for brystkræftoverlevere.

Siden foråret 2017 har man kunne se de seje kvinder padle ud fra Tømmergraven et par gange om ugen, sommeren igennem. Holdet var også med i forbindelse med den farverige og stemningsfyldte kinesiske dragebådsfestival i KR i juni 2018. Her fik de en flot bronzemedalje om halsen, da de præsterede nogle fantastiske og hurtige race i Tømmergraven. En skøn dag hvor de imponerede de kinesiske repræsentanter og tilskuerne.

Fra april 2019 kan kvinderne atter ses i dragebådene når der padles ud fra Tømmergraven.

Kontakt Danish Dragon Abreast direkte for mere information:

http://www.danishdragonabreast.dk/

Facebook

Firenze 2018

Hannover 2022