Standerhejsning i Københavns Roklubs sommerhus 🚩🏡

8. maj 2026 19:30 , af Jeanette Birkedahl

Sommersæsonen 2026 på HammerRo, Københavns Roklubs hyggelige sommerhus ved Isefjorden, er nu åben. Under en maj-blå himmel hejste Elisa, der er spritnyt medlem, klubbens postkasserøde stander på taget af sommerhuset den første lørdag i maj.

Et hold klubmedlemmer drog til HammerRo tidligt lørdag morgen og malede husets solsvedne træfacade, vaskede robådene, rengjorde huset og bådhallen. Dagens stærke holdindsats blev selvfølgelig rundet af med en lækker, velfortjent fællesfrokost (kreeret af Bodil Kryger) på plænen foran sommerhuset i strålende sol og med den fineste udsigt over fjordens fantastiske ro farvand🌊

Nu venter HammerRo blot på besøg af sæsonens langtursroere fra Nelson Mandelas Allé 5, og det første hold lander allerede i Kr. Himmelfartsweekenden. Hvis du vil på rotur til HammerRo, så tag fat i KRkontoret og hør nærmere om sommerhusets tilgængelighed, lejeregler og tøv ej med at arrangere en tur derop sammen med dine rokammerater (og medbring langtursstyrmand/-mænd) 🚣

Læs mere om KR’s skønne sommerhus i Skibby her🏡 Glædelig sæson 2026 💙

📸Flemming Pedersen & Birte Flæng Møller